Strålebehandling tilpasses en kræftsvulst, der ændrer sig

Eksempel på hvordan en kræftsvulst kan skrumpe undervejs i strålebehandlingen. Svulsten er markeret med rødt. (Foto: Aarhus Universitetshospital)

Hos nogle af patienterne begynder svulsten imidlertid at skrumpe undervejs i behandlingen, og når stråleplanen så fortsætter uændret, vil strålerne ramme mere af det raske væv. Det raske væv kan ikke tåle den store dosis stråler, der skal til for at slå kræftcellerne ihjel, og så opstår bivirkningerne – ikke mindst i form af mundtørhed og synkebesvær, som skyldes, at spytkirtlerne tager skade.

Derfor forsøger forskere på Aarhus Universitetshospital at finde et koncept for, hvordan man tilpasser strålebehandlingen løbende hos de patienter, hvor anatomien ændrer sig.

- Hvis kræftsvulsten skrumper, skal man lave stråleplanen om. Det tager tid, og derfor skal man kun gøre det, når det er nødvendigt. Forskningsprojektet går ud på at finde ud af, hos hvilke patienter det er nødvendigt, og hvad man kan opnå ved det, forklarer professor og overlæge Cai Grau, der leder forskningsprojektet.

Nye strålekanoner – nye muligheder

Grundlaget for projektet er data fra de nye strålekanoner, der blev indkøbt til kræftafdelinger landet over i starten af 00’erne. På de nye apparater er monteret en slags CT-scanner, som tager et billede, hver gang en patient placeres i strålekanonen. En database indeholder nu over 18.000 CT-billeder, som er daglige scanninger af alle afdelingens hoved-hals-kræftpatienter siden 2005 – og flere kommer hele tiden til.

CT-scanningerne bruges egentlig til at se, om patienten er placeret korrekt i strålekanonen, men samtidig begyndte lægerne at forske i dem. Og de kunne se, hvordan svulsterne ændrer sig hos nogle af patienterne.

- Vi vidste allerede godt, at der var anatomiske ændringer, for nogle gange kan man jo se det udvendigt på patienterne. Men med de scanninger vi nu har til rådighed kan vi meget mere nøjagtigt beskrive ændringerne, forklarer Cai Grau.

- Vi har så mange scanninger, at vi har statistisk mulighed for at finde ud af, hvem der har høj risiko – og hvem der har lav risiko for, at der kommer store skrumpninger i svulsten, forklarer Cai Grau.

Allerede i dag får 10-15 pct. af patienterne en ny stråleplan, fordi deres anatomi ændrer sig under behandlingen. Det er typisk patienter med store svulster og lymfeknuder og metastaser på halsen, der skrumper meget.

- Det er klart, at stråleplanen skal ændres for de her patienter, hvor svulsten skrumper så meget, at det er farligt at lade være, for eksempel fordi rygmarven risikerer at få for høj en dosis. Men hos den store gruppe af patienterne vil vi formodentlig se, at der kun sker en lille ændring. Og her skal vi finde ud af, om der er en gevinst ved også at ændre stråleplanen for dem, siger Cai Grau.

Først simuleres en ny behandlingsform

Det store arbejde med at analysere de mange CT-scanninger er gået i gang. Senere vil forskerne bruge deres viden herfra til at simulere – foregive – principperne i en ny behandlingsstrategi, der kan tilpasses forskellige kategorier af patienter. Tidligst om et par år vil principperne kunne afprøves på patienter.

Perspektivet i den nye forskning er, at patienterne bliver kureret, men med færre bivirkninger.

- Målet er at formindske strålefeltet hos de patienter, hvor det kan lade sig gøre. Vi vil gerne beskadige mindre af det raske væv, så patienterne får færre skader, men samtidig skal kræftcellerne stadig slås ihjel, siger Cai Grau.