Ny viden om hjerte og lunger ved strålebehandling

Lektor Peter van Lujik fra Universitetet i Groningen i Holland forsker i de skader, som strålebehandling kan forvolde på hjerte og lunger. I går talte han ved Kræftens Bekæmpelses forskningssymposium. Foto: Mette Vinter Weber

Når kræftpatienter får strålebehandling, planlægges behandlingen og den ønskede stråledosis nøje. Målet er at ramme kræftsvulsten med så høj dosis stråler som muligt, mens det raske væv skånes mest muligt. På baggrund af CT-scanninger bruger eksperterne computermodeller, der kan beregne, hvor meget stråling det forskellige væv får. Når kræften sidder i overkroppen, er lægerne særligt interesserede i, hvor meget stråling der rammer de følsomme organer som f.eks. hjertet og lungerne.

For at mindske stråledosis så meget som muligt beregner man i dag stråledosis til hjertet og lungerne hver for sig. Men forskning fra det hollandske University of Groningen viser, at hjertet og lungerne slet ikke er så opdelt, som man tidligere har troet, når det kommer til at udvikle skader efter strålebehandling. Bestrålingsskader på lungerne skader bl.a. lungernes blodkar og øger modstanden for det blod, der kommer fra hjertet. Det fører til belastningsskader på hjertet, foruden de skader, hjertet får som direkte følge af strålingen.

– Forsøg med forsøgsdyr viser, at det i høj grad er et samspil mellem hjertet og lungerne, der afgør, hvilken grad af skade, der er risiko for efter bestrålingen. Det tager de modeller, vi bruger i dag for at beregne risikoen for stråleskader på organerne, ikke højde for. Samtidig mangler vi mere viden om, om der er specielle områder af hjertet og lungerne, der er særligt følsomme og i særlig grad bør skånes. Så selv om det altid er godt at mindske dosen af stråler til det raske væv, stiller denne viden spørgsmål ved, om de modeller, vi i dag bruger, reelt er gode nok, siger lektor Peter van Luijk, der står bag forskningen.

Behov for bedre risikomodeller

Det vigtigste for gode risikomodeller er, at de kan fortælle lægen om risikoen for komplikationer i det raske væv ved den planlagte stråledosis, og hvilken effekt skaderne kan have på patientens helbred. Modellen skal derfor kunne fortælle, hvilken betydning en bestemt mængde stråling har på risikoen for at få skader på f.eks. hjerte og lunger.

– Derfor har vi brug for gode risikomodeller. Det vil sige modeller, der udover at beregne stråledosis til bestemt væv, kan fortælle, hvilken skade den dosis medfører, og hvilken effekt en formindskelse af dosis vil have på graden af skader. Hvis man har en sådan god risikomodel, vil lægerne langt bedre kunne forbedre behandlingen og prioritere hvilke dele af kroppen og vævet, der især skal skånes, siger Peter van Luijk.

Og netop her er forskningen, som Peter van Luijk og hans kolleger udfører, vigtig:

– De nuværende risikomodeller er udviklet med meget begrænset viden om, hvorfor skaderne opstår. Det har bl.a. det resultat, at skaderne på hjerte og lunger efter bestråling beregnes uafhængigt af hinanden. Men vores forskning viser netop, at de to i høj grad påvirker hinanden. Jeg håber, at denne viden med tiden kan hjælpe til at udvikle bedre risikomodeller. I praksis vil det give andre behandlingsstrategier, som bl.a. kan betyde, at man vælger at mindske strålingsdosis til både hjerte og lunger, siger Peter van Luijk.